Så har min far endelig fået lagt de første par billeder fra vores tur til Thailand ud, nemlig billeder fra den første uge i Chiang Mai. Se hans indlæg her: Thailand 2010: Chiang Mai.
Man kan godt se at han ikke har haft mig som hans primære motiv. Der er nemlig væsentlig færre billeder af mig, end hvad jeg synes er passende. Han har nok mere forsøgt at fange stemningen i byen end at dokumentere mine svedkrøller i nakken.
(klik på et vilkårligt billede for at se slideshow med alle billeder)

Som far skriver, så fik jeg overordenlig god behandling i Chiang Mai. Jeg fik så mange nye venner og så så mange nye spændende ting. På billedet nedenfor, kan du se vi kørte med songthaew. Song betyder “to” og thaew betyder “rækker”. Altså en lille taxi med to rækker bænke overfor hinanden på ladet. Man kunne se hele byen når man kørte med sådan én.
Jeg vil lige minde dig om at jeg skrev en hilsen mens vi var dernede: Hilsen fra Chiang Mai. Måske fik du ikke læst den i første omgang. Men den kan være god at have i tankerne når du ser billederne.
Jeg vil meget gerne afsted igen. Bare at se billedet hvor jeg tager en dejlig lur i en hængekøje af bambus, får det til at gibbe i mig. Vejret, maden og de flinke mennesker gjorde turen uforglemmelig for mig. Jeg tror jeg voksede for et halvt år på den tur.







