Voksen?

Nu hvor jeg er nået et rundt hjørne og snakken om at jeg er blevet voksen er startet, vil jeg gerne lige dementere påstanden med disse billeder.

1000. dag

I dag er det min 1000. dag. Det synes jeg er ret vildt. Jeg har haft tusinde fede oplevelser og fået tusinde venner. Og så jeg fået taget mit billede tusinde og atter tusinde gange. Og i dag fik jeg at vide jeg skal starte i børnehave d. 1. marts. Er jeg så allerede voksen?

Mine ferier i 2011

I året der nu er gået, har jeg været på mange gode ferier! Ud over Paris i foråret og mindre ture til f.eks. Skjoldenæsholm, Skælskør på Sydsjælland hvor morfars bryllup blev holdt, Marielyst og selvfølgelig Tversted, var vi i sommers i Barcelona, Cadaqués og Paziols og i efteråret i Malaga. Jeg har ikke villet vise jer billederne før nu, da de skulle  bruges til min julegave til min familie (og til dels fordi far var så lang tid om at gøre dem færdige.)

I sommers var vi på den fedeste sommerferie. Vi startede med at have et par dage i Barcelona hvor jeg fik set byen og shoppet lidt. Bare sådan til at sætte tempoet en tand ned. Tapas efter sengetid er lige mig.

(Klik et vilkårligt billede for slideshow.)
IMG_1962

Efter Barcelona havde mor en overraskelse. Far og jeg vidste (næsten) ikke hvor vi skulle hen og hvordan vi skulle bo. Vi lejede en blå bil og kørte til den smukke middelhavsby Cadaqués, som har været kulisse for et utal af kunstnere som f.eks. Dali og Picasso. Jeg blev dog ikke ligefrem ramt af nogen kunstnerisk guddommelig åbenbaring, men jeg havde stor optur over byens legeplads og udsigten fra vores hotel, hvor vi spiste pistacenødder. Vi var for alvor ved at komme ned i tempo.

IMG_1992

IMG_2032

På billedet herover er jeg ved at undersøge området for legepladser og lignende seværdigheder. Herfra gik turen videre til Sydfrankring – efter en overnatning kørte vi videre til Paziols, en lille fransk vinlandsby i Pyrénées-Orientales (Languedoc-Roussillon). Vi kørte forbi ad de mest snoede bjergveje rundt om de smukkeste bjergtinder med de mest imponerende borge og fæstninger i Pyrenæerne. Sikke et landskab. Vinmarker, landbyer, bjerge overalt. Ingen motorveje, indkøbscentre eller fabrikker. Det var dejligt at komme ud på “landet” hvor det nærmest er normalt at man render rundt i bar overkrop og ble hele dagen. I kan godt forestille jer at jeg hurtig blev dus med de lokale unge nede på pladsen for kiosken. Jeg spillede lidt håndbold med deres fodbold. Og huset havde den dejligste terrasse med masser af plads til at lege og hvorfra man kunne se skraldebilerne køre forbi nede på vejen om formiddagen.
IMG_2124

Når solen på terrassen blev for meget, kunne man lige smutte tre-fire etager ned i det dejlig kølige køkken. Vi levede vist af baguette, ost, pølse og oliven i de to uger.

Bessa-L 63

Bessa-L 72

Mor og far blev ved med at se betaget på landskabet. Og der var meget at se på. Jeg synes vi kom rigtig meget omkring. På vores to uger besøgte vi bla. byerne Tuchan, Carcassonne, Perpignan, Estagel, La Franqui og Rivesaltes og en masse borge som jeg ikke længere kan huske navnene på. Hvis jeg skulle være ved huset med mor og far hele tiden, var jeg nok gået kold. Men det var nu alligvel rart når vi sluttede dagen hjemme i Paziols og fik tid til en tur på legepladsen. Nu hvor jeg sidder og ser på billederne, bliver jeg mindet om en super dejlig ferie. Kan vi gøre det igen mor og far, hva?

I efteråret var vi på en dejlig tur med lækre Vigga til Frigiliana (tæt på Malaga). Vi var afsted i en uge og vi boede sammen med Vigga, hendes mor og mormor Tove i mormor Toves kæmpe hus. Hold da op det var et stort og flot hus. Det var en tiger i porcelæn der var ligeså høj som mig, et lækkert piano og vi fik vores helt egen fløj?!? Og haven var så stor at jeg ikke kunne finde vejen fra den smukke udsigt over havet tilbage til svømmepølen. Men hovedattraktionen var selvfølgelig ikke huset, men derimod Vigga. Tak for en dejlig tur og mange gode stunder på markedet, legepladsen, terrassen og stranden. Og Postmand Per blæst op på 50 tommer! Du er sgu en frækkert, Vigga.
IMG_2932

IMG_2985

IMG_3158

Stranden lå ikke langt fra hvor vi boede og den var rigtig dejlig. Der var ligeså go’ mudder som i La Franqui. Jeg tror det var første gang jeg nød at komme ud i bølgerne.Indtil da har jeg ikke været helt tryg ved havet. (Men man skal jo være modig overfor damerne.)

Vi havde også tid til at tage en dagstur til Malaga. Jeg fik de bedste tapas og den bedste lur. Nu er der sikkert nogen der korser sig, men jeg synes den mindede lidt om Barcelona… gaderne, kyststrækningen og stemningen var lidt den samme. Jeg er fan.
IMG_3034 IMG_3087

Vigga, må jeg komme med en anden gang? Det vil jeg nemlig gerne.

Glædelig jul og godt nytår

Glædelig jul alle mine venner, familie og kære.

Jeg har været på Fanø med moster Anne, morfar, hele morfars bande: Oliver, Julius/Johan, Thea og Malene… og naturligvis mor og far. Det var fuldt hus og det var skide hyggeligt. Alle har leget med mig hele tiden og jeg har slet ikke sovet alle de timer eller spist alle de grøntsager jeg burde. Men jeg har spist en masse søde sager, fået en masse gaver og øvet alle mine grimasser. Tak for nogle dejlige dage og fede gaver: Jeg har fået værktøj til mit modellervoks, en stor ny garage, en moderne pengekasse med kreditkortlæser, lækkert grimt plastik indkøbsvarer fra Brugsen og Cars 2!!! Så jeg inviterer til fest hos mig for dem som gider! Billede fik vi ikke taget så mange af. (Vi fik taget et par analoge billede, så dem må I have lidt tålmodighed med at se til de er blevet fremkaldt og indskannet.)

Bagefter var vi forbi oldefar Henning og Grethe i Skjern. Det var mægtig hyggeligt at se dem igen. Sidst vi var forbi var i foråret 2010 og der var jeg jo lidt bette. Denne gang var vi forbi for at give min julegave til dem personligt. Du kan se gaven elektronisk her: http://www.blurb.com/bookstore/detail/2787322

Vores sidste besøg var hos oldefar Frode i Hjørring. Vi boede sammen med moster og mormor i sommerhuset i Tversted. Vi fik masser af friskbagte boller og råhygge foran pejsen. Og det er så dejligt at se oldefar – og blive set af ham. Han bliver så glad for at se mig at det er en fornøjelse bare at være til. Han har sådan et godt væsen. Jeg er utrolig glad for at have ham. Oldefar og mormor gav mig en sej myggecykel – sådan én som Cykelmyggen Egon har (red: en grøn løbecykel.) Jeg er begyndt at lette begge ben når jeg kører på den. Til sommer skal den have fuld gas.

I går var faster, farmor og farfar forbi hjemme hos mig. Det er altid en fornøjelse af have dem på besøg. De leger så godt med mig. Igen fik jeg lov til at være i centrum og fik demonstreret at jeg er i en stensikker selvstændighedsfase. Kan selv, vil selv. Helddigvis forstår de mig. Vi er ligeværdige. De havde en stor hule med til mig. Den er lynhurtig blevet mit favoritsted at se Cars 2. Der er så hyggeligt indenfor og de voksne kan ikke komme ind. Mor og far joker med at jeg har fået en hule og de har fået en teenager – hvad er en teenager?

Nu tager vi over til Oskar, Storm, Charlie, Stumpiemor Lea og Stumpiefar Thomas og holder nytårs aften. Det var faktisk også sådan at dette år startede. Cirklen er komplet. Vi har købt børnechampagne og regnbueis! Kan det blive bedre? God fest til jer alle derude og tak for et forrygende år.

Kærlig hilsen

Vilhelm

Jeg elsker abe-sangen

Jeg æææælsker abe-sangen. Fra iTunes Top 25 Most Played (de andre sange har næsten ikke været spiller i et år):

Enter your email address to subscribe to this blog and receive notifications of new posts by email.

Join 5 other followers

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.